lørdag den 30. oktober 2010





Idag har vi ryddet op i haven og skuret. Vi endte med at køre væk med et gigantisk bjerg af affald. Det er så dejligt at slippe af med. Alle georgine toppene er væk sammen med alle nedfaldsæblerne. Desuden fik vi omsider ryddet ud i skuret hvor vi for 5 år siden proppede det gamle køkken ind i.
Helt ærlig hvorfor smed vi det ikke ud med det samme. Nå nu er det væk.




Børnehaven er blevet klargjort for vinter, mangler bare en fiberdug.
Der er hvid solhat, lavendel, buskbom, aftenstjerne, stokroser violfrøstjerne, akeleje og meget andet til udplantning i foråret.

torsdag den 28. oktober 2010



Nu er det jo jeg går og lægger skumle planer for min køkkenhave. Det er snart tiden for at plante bøg og jeg vil have en lille hæk omkring mine højbede. Samtidigt skal jeg holde øje med min lille udsigt fra soveværelset så den ikke bliver ødelagt. Det levende hegn omkring vores have er blevet klippet ned her i efteråret. Det ser godt nok bart ud. Det gik også fra at være mellem 4 og 6 meter højt, til at være knap 2 meter. Sikke en udsigt vi pludselig fik.



Billedet her er taget fra førstesalen, børnenes domæne. Glæder mig for øvrigt til stilladset forsvinder. Der går dog lige et stykke tid endnu. Huset skal vandskures og der skal lægges tegl på taget.
Hvis man ser bort fra alt det andet rod også så kunne jeg godt finde på at sætte en lille bøgehæk omkring de 2 højbede og helt over til det levende hegn hvor den blå rutsjebane ligger. Derefter skrælle græsset af og lave en belægning af stenmel eller lignende. I forvejen er vi temmelig trætte af at skulle slå græs rundt om alle de forhindringer vi har opsat. Det ville være dejligt at forenkle det lidt.

Dette er udsigten fra midten af terrassedøren i soveværelset. Der skal være en slags midterakse ud herfra. En åbning i bøgehækken så man kan se ned til det levende hegn. En stor smuk krukke som blikfang. Kunne også godt finde på at lave et højbed mere til at stille der hvor den der hyndebox står.
Måske skulle indgangen i bøgehækken forlænges med noget buskbom og en par prydpærer. Glæder mig til at komme i gang.

fredag den 22. oktober 2010

Har i dag gravet georginer op, det gik egentlig ret kvikt. Har styret mig lidt i år og kun taget op hvad jeg vil bruge. De senere par år har jeg været ved at drukne i knolde og bedene har været for fyldte.
Selvom jeg begrænsede mig blev det alligevel til 6 kasser. Har rigtig svært ved at lade dem ligge i jorden.
Fik også sat skærmliljer og kløver ind. Håber ikke det er for sent.


Lige et billede mere fra mit køkken. Glæder mig til at det nye bryggers er færdig så jeg kan få sorteret ud i køkkenskabene. Alt for meget hører ikke til her. Savner lidt luft i skabene.




søndag den 17. oktober 2010



Har idag været oppe på San Tamaro bjerget ca. 2000 meter over havets overflade. Der var godt nok frisk luft og sne i luften endda.


Vi kom til tops med en svævebane og udsigten var imponerende.
Der var sjov til ungerne dvs legeplads og en 400 meter lang rutschebane. På toppen af kransekagen lå en moderne rustik kirke hvor man fik følelsen af at vandre i skyerne.
Super udflugt.




fredag den 15. oktober 2010







Den var også svær. Vi er i Lugano Schweiz. På besøg hos min søster og hendes familie.
De flyttede herned for et par måneder siden og vi har glædet os til at se deres nye hus.
Vi råhygger og nyder bjergene. Lige om lidt smutter min søster og jeg på shopping i Milano. Dejlig dag.



torsdag den 14. oktober 2010


Kan du gætte hvor vi er.

Okay en til ledetråd.


Nu skal I ikke råbe i munden på hinanden. Fnis

tirsdag den 5. oktober 2010

Stor dag for tilbygningen. Der er kommet de første vinduer på plads. Hvor er det dog en fornøjelse at se.

søndag den 3. oktober 2010

Mit køkken
Da vi købte huset for 5 år siden bestod køkkenet af et lille kammer på 3,75 x 3 meter. Inventaret var intet værd og der var ikke plads til et spisebord. I forlængelse med køkkenet lå et kammer mere på samme størrelse.
Vi var ikke længe om at slå rummene sammen og har nu et dejligt køkken alrum. Elementerne er fra kvik, hvide med profiler. Bordpladen er mahogni. Jeg er blevet lidt træt af den mørke farve og går og pønser på at lysne den. Skal lige forske lidt i om det kan lade sig gøre.
Gulvene valgte vi ikke at koncentrere os om i første omgang, der blev bare klasket et billigt laminat på. På et tidspunkt skal de have en omgang. Men først tilbygningen.


Jeg har en lidt rodet smag. Nogen gange kan jeg godt lide noget meget stilrent og klassisk men for det meste er jeg pladder romantisk når jeg vælger ting til indretningen. Det sker også at jeg falder for noget virkeligt mærkeligt som mange andre ville bruge i en hadegave.
En af disse ting er mit elskede kukur. Jeg syntes det er så lækkert og jeg nyder det hver dag. Nu har jeg haft det i omkring 1 år og jeg elsker når fuglen kommer ud og pipper.